HVAD HANDLER TILKNYNINGSTERAPI
I FAVN OM?

Tilknytningsterapi i favn er en familieterapi, som styrker tilknytningen, kærligheden og den autentiske kontakt mellem børn og forældre.

Tilknytningsterapi i favn er en terapiform som kan skabe, styrke eller genetablere/reparere en brudt, skadet eller utryg tilknytning. I terapien opstår der intense mødeøjeblikke, som danner grundlag for sansemæssige synkronisering og følelsesmæssige møder, som styrker kontakten og tilliden imellem børn og forældre, og derfra kan tryggere tilknytning udvikle sig.

I terapien bliver forældrene støttet til at kunne favne, rumme, indleve sig i og forstå barnet. Ofte har der været et traume eller tillidsbrud, eller noget andet der har gjort at barnet ikke har turde knytte sig til forældrene, og dette bliver også mødt, forstået og bearbejdet i terapien. Barnet bliver reguleret sanse-og følelsesmæssigt i den mest betydningsfulde relation barnet har: til dets forældre – i et trygt terapeutisk rum i sammen med en kvalificeret terapeut.

Tilknytningsterapi i favn udspringer af holdingterapi – som den er udformet af børnepsykiater Bent Claësson, psykolog Ulla Idorn, psykolog Iver Hecht og psykoterapeut Aase Glad – og er desuden inspireret af familieterapi, udviklingspsykologi, neuroaffektiv udviklingspsykologi, chok/traumeterapi og spædbarnsterapi.

Det favnende og holdende element er centralt i tilknytningsterapi i favn. Mindre børn har ofte stor gavn af at komme fysisk i favn hos deres forældre, større børn kan have brug for en mere psykisk favnen og holden.

Terapiformen er særligt god til børn under otte år og deres forældre men kan også udføres, hvis børnene er ældre. Voksne kan også lave tilknytningsterapi i favn – enten sammen med en forælder, en anden voksen som tager den voksne i favn eller i form af indre barn arbejde i egen terapi.

NAVNESKIFT

FRA HOLDINGTERAPI TIL TILKNYTNINGSTERAPI I FAVN

Tilknytningsterapi i favn udspringer af holdingterapi – som den er udformet af børnepsykiater Bent Claësson, psykolog Ulla Idorn, psykolog Iver Hecht og psykoterapeut Aase Glad. Holdingterapi har rødder tilbage til den engelske læge Winnicott, som oprindeligt indførte holdingbegrebet. I 70’erne blev pædagogisk holding udformet og anvendt på et canadisk børnehjem, Warrwendale, og senere har den tjekkiske børnepsykolog Jirina Prekop introdureret holdingterapien, som en metode til at få styrende og bestemmende børn og deres forældre i bedre trivsel. Den amerikanske læge Martha G. Welch opdagede, hvordan forældre kunne få kontakt til deres autistiske børn gennem holdingterapi. Inspireret af disse, fik børnepsykiater Bent Claësson holdingterapien til Danmark, hvor den i samarbejde med de ovennævnte psykologer og psykoteraputer er blevet videre udviklet.

Navnet/betegnelsen holdingterapi er imidlertid blevet misforstået og misbrugt. Nogle har hørt om uetiske terapiforløb eller sessioner, hvor holdingterapi har været anvendt. Andre har set klip af ﬁlm fra USA eller læst forfejlede beskrivelser af holdingterapi. F.eks. beskriver børnepsykiater Bruce Perry i sin bog: ”Drengen der voksede op som hund” om en sekt, der udførte noget, de kaldte ”holding”, men som lyder som børnemishandling, og absolut intet har med holdingterapi at gøre.

Vi, Julie og Trine, ser os selv som ”anden generations” holdingterapeuter. Vi er blevet udlært i holdingterapi af vores forældre/svigerforældre og har arbejdet med holding i forskellige former og regi i mange år. Da holding og holdingterapi efter vores mening og erfaring kan noget helt specielt, ønsker vi at bidrage til at få denne viden ud i verden. Vi ved også, hvor vigtigt det er at terapien skal udføres rigtigt, at barnet skal sanses og forstås nænsomt og indsigtsfuldt og at intentionen skal være kontakt og kærlighed. Derfor udbyder vi nu denne efteruddannelse til andre, som arbejder med familier.

En del af det at gøre efteruddannelsen til ”vores” har været at skifte navn. Da terapien handler om at styrke tilknytningen mellem forældre og børn, og at skabe kærlig, dyb og autentisk kontakt, som vi mener gøres bedst i en kærlig og insisterende favn, har vi valgt at skifte navn til: Tilknytningsterapi i favn.

Udover holdingterapi er vi inspireret af udviklingspsykologi, neuroaffektiv udviklingspsykologi, traumeterapi, familieterapi og spædbarnsterapi, som vi også har med i vores efteruddannelse.

Da Tilknytningsterapi i favn grundlæggende er udsprunget af holdingterapi, vil vi stadig bruge undervisningsmateriale fra holdingterapien, som den er udformet af børnepsykiater Bent Claësson, psykolog Ulla Idorn, psykolog Iver Hecht og psykoterapeut Aase Glad, og derfor vil deres navne, samt navnet holdingterapi dukke op flere steder i film, små historier og i grundbogen ”Holdingterapi – en familieterapi som styrker kærligheden mellem forældre og børn”, som er på uddannelsens pensum.

HVORFOR VIRKER DET?

“Det er virkningsfuldt at lave tilknytningsterapi i favn, fordi:

Barnet mærker fysisk, at dets forældre er stærke og kan holde det, i betydningen rumme det og beskytte det. Barnet mærker, at dets forældre kan passe på barnet og rumme det – lige meget hvilke sansemæssige og følelsesmæssige tilstande og udtryk barnet har.
Som en pige udtrykte det:
”Jo mere jeg fandt ud af at jeg godt måtte flippe ud og at jeg godt måtte have de følelser jeg havde, og det var ok, så tror jeg at jeg blev mere tryg og jeg fik mere tillid til at hun (mor) godt kunne klare at jeg havde de følelser, som jeg havde, og at jeg ikke behøvede at tilpasse mig, for at være elsket.”
Barnet bliver rummet, favnet og holdt – prototypen på (spæd)barnepleje, ifølge Donald Winnicott.
Forældre bliver mere nærværende og autentiske og tilbyder barnet mere autentisk kontakt.
Der kommer styr på familiehierakiet – forældrene tager lederskab og ansvar for stemningen i familien og kontakten imellem barn og forældre. Når tilknytningen er forstyrret, er der ofte ledsagende forstyrrelser i forældrenes nødvendige lederskab. Mange børn som kommer til tilknytningsterapi i favn, har kompensatorisk udviklet ”for tidlig selvstændighed” og viser en adfærd, hvor de vil bestemme enten meget aktivt eller passivt. Behandlingen af tilknytnings-forstyrrelsen reorganiserer derfor også ofte familiehierarkiet.
Et barn tør fysiologisk ikke at knytte sig til én, der er svagere end det selv. Hvis barnet har oplevet at kunne styre det hele derhjemme, så er det som regel fordi, det ikke har tillid til, at forældrene tager det nødvendige lederskab. Barnet kan føle sig stærkere end forældrene. Når vi indimellem har spurgt et lille barn, hvem der bestemmer hjemme hos dem? kan barnet finde på at svare: ”Det gør jeg!”
Barnet deler sine sanse- og følelsesmæssige tilstande sammen med dets forældre. Det er det modsatte af at være ladt alene og forladt. Det er det modsatte af angst.
Der bliver sat ord på usagte stemninger, tilstande og følelser i barnet. Barnet får sin historie fortalt i autentisk kontakt og evt. traumatiske oplevelser imødekommes, reguleres og bearbejdes. Forældrene tager ansvar for skamfulde hændelser, og tager derved skammen fra barnet.
Det er en natur-proces. Det at holde sit barn i favnen gør næsten alle forældre, når børnene er spæde, men mange forældre holder op med at holde om deres børn. De slipper børnene og kontakten med dem. Børn kan ikke tåle at være “sluppet”. Forældres fornemmeste opgave er at kunne rumme, beskytte og indgyde tillid til at børnene kan komme til dem med ALT, så de ikke behøver at være alene med overvældende og svære sansninger, følelser og tanker.

HVEM KAN DET GAVNE?

Alle børn kan have gavn af at komme i favn – for hvilket barn har ikke brug for autentisk kontakt med sine forældre?

Men tilknytningsterapi i favn henvender sig særligt til familier, hvor der er tilknytningsforstyrrelse eller traumatisering. I familier hvor tilknytningen mellem barn og forældre er utryg, vil børnene ofte udvise en adfærd, som er besværlig og umiddelbart uforståelig for dem selv og for deres omgivelser. De er oftest svære at få kontakt med.

I tilknytningsterapi i favn kan vi nå nogle af de børn, der er rigtig svære at nå med andre typer af terapi/behandling. Det kan være børn, der trækker sig helt ind i sig selv, eller som skubber væk og saboterer kontaktforsøg. Det kan være børn, der lukker af eller stikker af, der lukker ned eller lukker op for fuld blus! Børn der ikke vil hjælpes, trøstes eller røres – de vil klare sig selv. De har ikke har tillid til, at deres forældre eller andre voksne kan, vil eller har tid til hjælpe dem.

Tidligere blev børnene kaldt ”adfærdsvanskelige”, men nu behæftes de ofte med diagnoser så som ADHD mm. Fælles for børnene er, at de gør opmærksom på, at noget er galt. Hvis vi kommer til at fokusere for meget på barnets adfærd og ikke ser den dybere tilknytningsproblematik, vil vi være tilbøjelige til at mene, at barnet har brug for grænser. Ofte instrueres forældrene i at være konsekvente i deres omgang med børnene. Vi går hermed desværre glip af den indlysende pointe: At børnene, i lighed med os voksne, har brug for kontakt, nærvær, følelsen af forbindelse og kærlighed.

I tilknytningsterapi i favn sætter vi fokus direkte på forbindelsen/tilknytningen mellem forældre og barn. Vi opfatter barnets adfærd som et forsøg på at komme i centrum for forældrenes opmærksomhed og skabe forbindelse med forældrene. En opmærksomhed og forbindelse, som var livsnødvendig for det spæde barn, og som også er nødvendig for det større barn, især når det føler sig ensomt, forladt, ulykkeligt, bange eller vredt.

HVORNÅR BØR MAN LADE VÆRE?

Det anbefales altid at lave tilknytningsterapi i favn med en uddannet terapeut de første gange, indtil forældrene er trygge ved terapiprocessen.

Man skal ikke lave tilknytningsterapi i favn:

Hvis barnet er sygt eller ikke har sine grundlæggende behov opfyldt.
Hvis barnet har været udsat for vold eller overgreb.
Hvis barnets forældre er i affekt, f.eks. er meget frustrerede eller vrede.
Hvis barnets forældre er psykisk syge eller selv har været udsat for vold, overgreb eller andre traumer. Eller hvis der er misbrugsproblematikker blandt forældrene.
Hvis barnets forældre er desorganiseret tilknyttet.

Ved de fire sidste punkter er det muligt at lave tilknytningsterapi i favn på en behandlingsinstitution, hvor forældre kan få intensiv terapi for selv at blive “voksne”. Se evt. www.vibygaard.dk

Forældrene bør normalvis kunne eller kunne lære:

At opfatte barnet realistisk.
At erkende den forældreopgave, at det er dem, der primært skal opfylde barnets behov for omsorg, støtte og trøst og ikke omvendt.
At engagere sig positivt i relationen med barnet.
At have empati med barnet.
At kunne prioritere tilfredsstillelse af barnets grundlæggende behov frem for egne.
At kunne rumme egen smerte og frustration uden at skulle afreagere overfor barnet.
At kunne afgrænse sig.
At kunne forstå nødvendigheden af og tage ansvar for, at det er dem, der har lederskabet i familien, så barnet oplever tryghed og sikkerhed i den rolle, det har i hierarkiet.

Forældrene skal altså have (eller kunne udvikle) kontakt til deres egne sanser, følelser, tilstande af nærvær og have kendskab til deres tilknytningsmønster. De skal have (eller kunne udvikle) indlevelsesevne og evne til at mentalisere.

HVORDAN GØR MAN?

FORSAMTALE

Forældrene kommer til en forsamtale, hvis der ikke allerede er et familieterapeutisk forløb i gang. Her bliver familiens historie kortlagt: Hvad er der sket? Hvilke problematikker er der? Der kan f.eks. have været traumatiske hændelser i graviditeten eller efter fødslen, skilsmisse, dødsfald, for tidlig fødsel med barn i kuvøse, traumatisk fødsel, svigtende netværk, utroskab, adoption eller andet.

Forældrenes egne tilknytningshistorier bliver fortalt. Hvordan var det at være barn i deres familier, og hvilke tilknytningsmønstre har de? Er der sket alvorlige hændelser i deres barndom, ungdom eller voksenliv?

Forældrene bliver introduceret til terapiformen, og en plan bliver lagt.

Terapisessionerne kan være meget forskellige, da det dels kommer an på den enkelte familie, på problematikkerne og på terapeuten, samt om terapien udføres i institutions regi eller i ambulant regi.

Det kommer især an på, hvor kompetente forældrene er og hvor traumatiserede/ kriseramte de selv er, for en del af arbejdet er at gøre forældrene klar til at ”være voksne” og kunne sanse, se og rumme sit barns smerte, angst og følelser. Jo sværere forældrene har det, jo mere støtte skal de have, og jo langsommere skal terapien foregå, og ofte skal der arbejdes med forældrenes egne problematikker/traumer først eller sideløbende.

Når dette er sagt, vil vi alligevel forsøge at beskrive et ”normalt” terapiforløb:

I terapisessionen arbejder en eller måske to terapeuter med familien. Terapien foregår helst på en stor madras men kan også foregå på en seng, sofa eller gulvtæppe. Omgivelserne må gerne være rolige og bløde og invitere barn og forældre til at kunne synke ned og ind. Der skal være plads til, at barnet kan give udtryk for alle sine sanser og følelser uden at komme til at forstyrre andre. Der skal være afsat god tid – op til to til tre timer – så terapiprocessen ikke skal afbrydes midt i det hele.

Terapeuten sørger for, at alle i familien er tilpasse og spørger til, om barnets grundlæggende behov er opfyldt? Det kan være, at der er brug for en kort samtale om noget, som lige er sket i familien, eller på vej hen til terapeuten?

Så beder terapeuten forældrene om at søge kontakt med deres barn. Det kan være, at de starter med at lege en leg, som barnet synes er sjovt, tegner lidt sammen, giver barnet lidt massage eller fast berøring, for at barnet kan mærke sin kropsgrænse – alt sammen for at tilnærme sig hinanden. Det kan være nødvendigt, hvis der har været adskillelse (fysisk eller følelsesmæssigt) mellem barn og forældre i længere tid. Det kan også være, at man starter med “klippeøvelsen” (se længere nede om klippeøvelse)

Så går den egentlige tilknytningsterapi i favn i gang. Hvis der er mulighed for det, starter moren som oftest er den primære omsorgsperson, og den anden forælders rolle er at støtte processen, som når en far støtter en fødende mor. Moren opfordres til at tage sit barn i sin favn og at tage kontakt med barnet, og terapiprocessen går ofte af sig selv i gang derved. Det sker, fordi barnet vægrer sig ved denne kontakt, fordi kontakt er ensbetydende med, at barnet vil begynde at mærke noget – sine sanser og følelser. Det er sådan med kontakt, at det får os mennesker, børn og voksne, til at mærke os selv og hinanden. Når et barn eller en voksen ikke ønsker kontakt, er formålet netop at undgå at mærke sine følelser, som kan opleves smertefulde eller ligefrem truende.

Når barnet kommer i favn, kan det derfor finde på at forsøge at afvise moren og prøve at komme fri, for ikke at blive overvældet af det, som barnet mærker indeni. Terapeuten opfordrer moren til at insistere på at få kontakt med sit barn. For nogle mødre og børn udspiller sig her en fin dans imellem at gå ind og ud af kontakt, som til sidst ender med kontakt. Hos andre må moren insistere noget mere, for at skabe kontakt med sit barn. Her må moren, for at kunne blive ved med at insistere på kontakten, nødvendigvis tage fat i barnet og holde om det. Barnet kommer i den situation i kontakt med angst og modstand, og vil kæmpe for at komme fri, og for at se om moren virkelig er i stand til at holde ham/hende – om hun er stærk nok til dette?

Som sagt er ikke to tilknytningsterapi i favn sessioner ens, og det er individuelt, hvordan sessionerne udformer sig i hver familie. Der er alligevel fire faser i terapiprocessen, som de fleste familier som regel kommer igennem, og som det er ønskeligt, at man kommer igennem, hver gang der laves tilknytningsterapi i favn:

Terapiens faser:

Modstand mod at mærke (angst /panik)
Følelser (vrede, ked af det, frygt) og evt. skam
Sorg
Tilknytning

Den første fase, barnet kommer ind i, er således modstand, angst, panik og afvisning. Det er vigtigt, at terapeuten og forældrene forstår, at dette altid vil være det første, de møder, for i denne fase kæmper barnet for at undgå at mærke, og moren må holde godt fast om barnet, hvis det ikke skal smutte ud af favnen og af kontakten. Det kan ligne et overgreb på barnet, som kæmper desperat, men barnet kæmper ikke for at undgå at blive holdt om og favnet, men mod frygten for at mærke sine følelser og sin smerte. Det er derfor vigtigt at forstå og mærke, at det at blive holdt, er det modsatte af at blive tabt (at falde eller at være fortabt). Moren har ofte i denne fase brug for støtte og opbakning både fra sin partner og fra terapeuten. Hvis man er i tvivl om, om barnet oplever det som et overgreb, kan man blot prøve at slippe barnet, og man vil opdage, at barnet vil gøre, hvad det kan for igen at blive favnet og holdt om.

Det er vigtigt, at moderens favntag er kærligt, og at hun fortæller barnet, at hun nok skal blive hos det og ikke giver slip. Hun skal fortælle barnet, hvorfor hun holder det: At det er fordi hun gerne vil have kontakt med barnet, så det ikke skal være alene om svære følelser. At hun godt ved det ikke altid føles så rart, men at hun ved, at det hjælper. Hun skal fortælle, at barnet gerne må være vredt, bange eller ked af det, og at hun passer på det. Hun skal være nærværende med sig selv og sine følelser og vise/agere en favnen og holden om barnet, som på mange måder ligner den naturlige moders holden om sit spædbarn.

Når barnet føler sig sikker på morens nærvær, slipper det sin angst, som i virkeligheden er en beskyttelse mod at mærke de dybereliggende følelser som vrede, frygt og ked af det-hed. Disse følelser kommer nu frem, og moren støtter, at barnet giver udtryk for disse, også selvom de måtte være rettet mod hende. Det er måske følelser af vrede over, at hun har forladt ham/hende, som barnet ikke tidligere har haft mulighed for at udtrykke.

Når følelserne har fået frit løb og er blevet modtaget og rummet af moren, ophører de med at eksistere, og barnet går over i en fase, som er karakteriseret ved sorg. Det er vigtigt, at barnet får lov til at udtrykke sorgen, som altid kommer som et udtryk for det tab af liv, der har været, mens barnets følelser har været tilbageholdt. Sorgen er den, der bygger bro og heler. Moren kan sørge sammen med barnet f.eks. over mange års konflikter, misforståelser og forstyrrelser af deres relation eller over deciderede tab, traumer eller skræmmende oplevelser.

Efter sorgen falder barnet til ro, og i denne tilstand af ro, genetableres tilknytningen mellem moren og barnet. I den nye oplevelse af, at moren blev der og holdt om, og holdt af og holdt ved og ud, hengiver barnet sig i ny kærlighed. Ofte ses det, at selv større børn regredierer til spædbarnstiden, hvor de med deres hænder undersøger moderens ansigt, nøjagtigt som spædbarnet gør.

Det er vigtigt ikke at stoppe terapien, før barnet viser denne tilstand af hengivenhed eller kærlig kontakt. Det handler ikke om ”knække” barnet, eller at den voksne skal ”vinde”, eller at barnet skal overgive sig. Det handler om hengivenhed, og terapeuten kan tydeligt mærke forskel på, om barnet overgiver sig (i afmagt eller frygt) eller hengiver sig i kærlighed, for i en ægte hengivenhed mærker terapeuten ”melting”, dvs. at barnet læner sig ind i den voksne.

Efter en tilknytningsterapi i favn session kan forældrene sidde helt udmattede, mens barnet hopper glad og forløst omkring.

Den ovenstående beskrivelse er prototypen på en tilknytningsterapi i favn session. Det er dog ikke alle sessioner, som foregår så sekventielt som ovenfor beskrevet. Ofte kan angst og følelser og sammenblandinger af begge dele optræde flere gange før, at roen indfinder sig.

Hvis der før terapiens begyndelse er kendskab til voldsom traumatisering i familien, eller hvis et barn viser ekstrem rædsel, magtesløshed eller mistillid, så kan det være nødvendigt at gå frem med små skridt, så alle terapiens faser ikke bliver gennemført i en session. Det kan være nødvendigt at arbejde med kæmp, flygt, frys-impulser samt sikkerhed først, før at de mere følelsesmæssige møder mellem barn og forælder kan opstå.

Hvis der i familien – enten hos forældrene eller barnet – er meget høj arousal eller det modsatte meget kollapsede parasympatiske tilstande, kan det være nødvendigt indledningsvis at arbejde med arousalregulering for enten at vække eller ned-regulere sanser og følelser f.eks. ved at lave klippe-øvelsen.

FØRSTE SESSION

Klippeøvelsen

Livshistorien

Skamafgiftning

Traumeregulering

EFTERFØLGENDE
SESSIONER

Man kan gentage tilknytning i favn sessionerne en gang om ugen sammen med terapeuten den første tid, og forælderen skal helst have barnet i favn hver dag, indtil tilknytningen er på plads.

Terapiforløbet varer fra ca. 3 måneder til 1 år, alt efter hvor skadet barnet eller forældrene er i tilknytningen, og hvor hyppigt man laver tilknytningsterapi i favn.

Barnet kun kan knytte sig til én person ad gangen, så først når tilknytningen er på plads med mor, er det fars tur.

Terapeuten kan undervejs i terapiprocessen introducere forskellige øvelser for at støtte terapiprocessen.

Klippeøvelsen blev oprindeligt introduceret af børnepsykiater Bent Claësson til de børn, som lægger sig for passivt og tilpasset i deres mødres favn (som især klæbende utryg/ambivalent tilknyttede børn kan gøre) hvor barnet ikke tør vise vrede/ modstand, i angst for at forælderen forsvinder, så der derfor (og hvor der) er for lidt energi/arousal til at starte en tilknytning i favn terapi. Det har efterfølgende vist sig, at klippeøvelsen er god til at starte terapisessioner generelt.

Ved klippeøvelsen instrueres moren eller den forælder, som starter med at have barnet i favn, i det følgende:

”Du skal forestille dig, at hvis barnet falder ud over det her afgrænsede område (tæppe/madras) vi har, så falder barnet 100 meter ned, og der er krokodiller dernede. Det er liv og død det her, fordi helt fysiologisk er det liv eller død for barnet, der skal kunne mærke, at du er stærk nok til at passe på det”.

Barnet får at vide, at det skal bruge alle sine kræfter og kneb for at komme fri.

Regler introduceres: Ingen må bide, sparke, slå, nive eller spytte. Barnet må gerne kilde, og mor må gerne kysse.

Faren skal sidde på sidelinjen og heppe på barnet. Der kan holdes pauser, hvor stopuret pauses, hvis der er brug for at tisse, drikke en tår vand eller få en kold klud på panden. Der startes siddende, hvor mor holder om barnet.

Vi sætter stopuret til 20 eller 30 min., alt efter barnets alder. Barnet kan frivilligt stoppe øvelsen, hvis det kan se forælderen i øjnene og sige: ”Du er stærkere end mig”.

Øvelsen handler ikke om at vinde eller tabe, men om at være stærkest, da barnet helt fysiologisk ikke tør knytte sig til en der er svagere end det selv. Vi har ikke oplevet nogle børn, der ikke kunne opmuntres til at kæmpe til det sidste.

Terapeutens opgave er både at støtte moren samt at hjælpe barnet med at bruge alle sine kræfter, så det ikke kan komme bagefter og sige, at det havde mange flere kræfter, som det ikke brugte. Nogle børn bliver vrede over ikke at kunne komme fri. Terapeutens opgave er her at møde barnet i, at det er frustrerende ikke at kunne komme fri. Men at der er meget vigtigt, især med stærkt et barn, at have en mor der er endnu stærkere, så hun kan passe på barnet.

Mange børn tror, at de er meget stærkere end deres mor eller far, så de bliver overraskede, når vi laver denne øvelse. Vi har hørt børn sige efterfølgende: ”Hold da op hvor var min mor stærk! – jeg vidste slet ikke, at hun var så stærk”.

Hvis man er i tvivl om, om moren kan holde barnet, kan man lave klippeøvelsen med far i stedet.

I det tilfælde kan man tage tid på, hvor lang tid mor kan holde barnet. Eller lave en øvelse, hvor mor og barn står på alle fire, med en skulder mod en skulder, og presser, så barnet alligevel kan mærke mors styrke. Alternativt kan man også lave øvelsen stående, hvor mor og barn prøver kræfter håndflade mod håndflade, hvor de skubber og mærker deres egen og dens andens kraft.

KLIPPEØVELSEN

LIVSHISTORIEN

En anden ting terapeuten kan introducere, er barnets livshistorie. Mens barnet ligger i favn, gerne i babystilling som lægger op til at reparere tilknytningen, opfordres moren til at fortælle barnets historie – omstændighederne omkring hvordan barnet blev til? Fødslen og tiden derefter, og hvordan barnets liv har formet sig? Det er vigtigt at starte med positive oplevelser, så der bliver skabt et godt fundament, inden man tager hul på mere svære emner, som f.eks. brud i relationer, svigt eller mangler. Hvis barnet reagerer med angst eller stærke følelser, hjælper terapeuten moren med at rumme barnets udtryk og at forstå bagvedliggende sansemæssige og følelsesmæssige tilstande af f.eks. utryghed, forladthed, alene-væren, jalousi, vrede, frustration, ked af det hed eller sorg.

Når livshistorien fortælles, hjælper terapeuten moren med at kunne sanse og mærke og fremhæve hvordan forskellige hændelser eller stemninger blev oplevet hos barnet – hvilke følelser, reaktioner og evt. ”statements” det efterlod hos barnet. Terapeuten opfordrer barnet til at vise sin mor, hvilke følelser det har, så moren kan tage imod dem og rumme og regulere dem og evt. tage ansvar for, at de følelser opstod i barnet. Måske har der været hospitalsindlæggelser, sygdom, adskillelse. Måske er barnet adopteret, eller mor har haft en fødselsreaktion. Måske har der været andre ting, der har forstyrret tilknytningen. F.eks. mangelfuld sensitivitet hos forældrene eller dysfunktionelle mønstre.

Terapeuten kan undervejs i terapisessionen spørge ind til, om der er noget, som forældrene fortryder eller har fortrudt i deres relation til barnet, eller om der er noget, som de skammer sig over at have sagt eller gjort overfor barnet? Forældrene får derved mulighed for skamafgiftning. Det kan være, at en af forældrene i desperation har slået sit barn, er gået fra ham/hende i en konflikt eller har låst barnet inde på et værelse, har reageret overdrevent eller ignoreret barnets behov, overset angst eller tristhed el.lign. I så fald skal forælderen fortælle barnet, at han/hun tager hele ansvaret og undskylder med hjertet.

Det har ofte betydning for forældrenes tilknytning til barnet, hvis de tør italesætte og tage ansvar for situationer og stemninger, som de skammer sig over eller er kede af at have sagt eller gjort.

Terapeuten kan ofte mærke, at barnet herefter tør stole mere på forælderen.

SKAMAFGIFTNING

TRAUMEREGULERING

Terapeuten kan introducere deciderede traumereguleringsøvelser f.eks. at barnet skal løbe væk fra noget farligt eller løbe hen til noget sikkert og trygt, at det skal kæmpe for sit liv – og denne gang vinde eller ligge musse-stille og nu kunne komme ud af freeze, hvis det var overlevelsesstrategier, som barnet tidligere så sig nødt til at bruge, og har siddet fast i. At udføre sådanne ”overlevelses” bevægelser, i relationen mellem barnet og dets forældre med terapeuten ved barnets side, giver barnet mulighed for at genvinde kontrollen over sine egne bevægelsesimpulser og følelser, fordi barnet nu er i sikkerhed. Det kan være meget forløsende og starte en selvreguleringsproces hos barnet, når det får mulighed for at udføre overlevelses-impulser/bevægelser i en tryg relation – i modsætning til de oplevelser som barnet havde, som udløste traumatisering, bl.a. fordi barnet var alene/uden kontakt og beskyttelse. Når barnet genvinder sin selvkontrol, regulerer arousal sig.

Under hele terapiprocessen er det vigtigt, at terapeuten skal kunne sanse, mærke, forstå og indleve sig i barnet, og også mærke og forstå bagom de reaktive beskyttelsesreaktioner, som barnet kan have. Terapeuten skal oversætte for forælderene, hvad der sker i barnet. Terapeuten skal støtte forældrene i at være autentiske, kærlige, nærværende og rummende. For at kunne dette, skal terapeuten turde at være sammen med både den angst, modstand og afvisning som barnet indledningsvis kommer i kontakt med, samt de dybereliggende følelser af forladthed, frygt, rædsel, fortabthed, tomhed, vrede, skam, værdiløshed og sorg som både barnet og forældrene kan komme i kontakt med i en terapisession.

TERAPEUTENS OPGAVE

OG ROLLE