OM EFTERUDDANNELSEN

Vi er rigtig stolte af at kunne udbyde denne nye efteruddannelse: tilknytningsterapi i favn. Efteruddannelsen vil blive lagt an på en vekselvirkning mellem teori og praksis samt personligt arbejde. Teorier og terapiformer vil blive præsenteret i form af oplæg, diskussioner og film. Praksis og personligt arbejde vil være i form af cases, oplevelsesorienterede øvelser, indre guidede øvelser samt andre kontaktøvelser.

Tilknytningsterapi i favn udspringer af holdingterapi, og består derudover af elementer fra: Tilknytningsteori, traumeteori, neuroaffektiv udviklingspsykologi, familieterapi samt spædbarnsterapi. Udover tilknytningsteoriens historie vil der på efteruddannelsen blive gennemgået teori fra alle disse forskellige teoretiske retninger og terapiformer.

Vi lægger vægt på, at deltagerne under uddannelsen får en teoretisk og praktisk erfaring med betydningen af tilknytning, som det bl.a. er beskrevet af Bowlby, Ainthworth og Stern, samt betydningen af Winnicotts holdingbegreb.

Samtidig arbejdes der på at gøre deltagerne i stand til at udøve terapien i praksis: Hvordan laver man tilknytningsterapi i favn helt konkret? Den indledende samtale, gennemgang af de ”normale” faser i terapien, barnets og forældrenes forventelige følelser og reaktioner, hvad gør man hvis der er traumer i familien m.m.

Vi vil arbejde med, hvad der skal til, for at blive en ”god nok” terapeut. Hvordan er terapeutens egen indre tilstand og evne til at regulere sig? Hvordan er terapeutens eget tilknytningsmønster og erfaringer?

Det er vigtigt som terapeut at kunne indleve sig og forstå barnet rigtigt (sanse og følelsesmæssigt), og forstå bagom de forskellige beskyttelsesstrategier, som barnet bruger. Derfor skal deltagerne være indstillede på at arbejde personligt med deres egne historier, traumer, tilknytningsmønstre, overlevelsesstrategier, følelser og ”indre barn”, så de bliver i stand til at forstå de børn, de kommer til at møde i terapien. Der kan komme stærke og dybe følelser i terapien, og for at terapeuten kan rumme dette samt sig selv og de følelser som opstår undervejs i et terapeutisk forløb, vil vi efterstræbe, at deltagerne selv får mulighed for at mærke oplevelsen af, hvad det vil sige at blive favnet dvs. mødt, forstået, rummet og fysisk favnet/holdt. Kun gennem at forstå og turde møde sit eget indre barn, kan man forstå, møde og favne ”de ydre børn”.

PRAKTISK INFO

Uddannelsen er bygget op af 4 moduler a´ 4 dages varighed samt mulighed for yderligere 3 dages certificering.

Datoerne 2022-23 er:

17.-20. nov. 2022, (NB ny dato) 9-12. marts 2023, 8.-11. juni 2023 samt 31. aug-3. sep.2023. Tiderne er fra torsdag kl 14 til søndag kl 14.

 For at kvalitetssikre uddannelsen har vi dels en forsamtale, hvor vi vurderer hver deltager. Dels har vi et tilbud om et certificeringsforløb, hvor vi mødes 3 gange efter uddannelsen, og hver deltager medbringer en filmet tilknytningsterapi i favn session, som de vil få supervision på. Datoerne på disse dage aftales i samspil med deltagerne. Efteruddannelsen afsluttes med udstedelse af uddannelsesbevis, samt certificeringsbevis.

Der regnes med et min. på 6 deltagere, max. på 12 deltagere.

1.modul er eksternat, Nørre Farimagsgade 11, 3.th, 1364 Kbh. K                                                                         Tid: tors. 14-18, fre. og lør. kl. 10-17, søn. kl. 9-14

De følgende tre moduler foregår på internat på Petershal, Ulvshalevej 252 på Møn.                                                  Tid: tors. kl. 14-søn. kl. 14

Prisen er 5000 kr. / modul på 4 dage svarende til 20.000 kr. i alt. Hertil kommer forplejning + ophold for de tre internat moduler på i alt 7000 kr.                                                                                                                             

Depositum 10.000 kr.

ANSØGNING

INFORMATIONSAFTENER

4. oktober 2022 kl 19-21

I klinikfællesskabet Alle Led Og Kanter, Nørre Farimagsgade 11, 3.th. 1364 Kbh K.

samt 31. oktober 2022 kl 19-21  Online

Tilmelding til informationsaftner: julieclaesson@yahoo.com

Undervisere
Trine Sissel Jensen: Aut. psykolog, traumeterapeut og behandlingsansvarlig på Familiecentret Vibygård
Julie Claësson: Familieterapeut, psykoterapeut, underviser samt supervisor (jclaesson.dk)

UDDANNELSENS INDHOLD

Tilknytningsterapi i favn efteruddannelse

MODUL 1:

  • Præsentation af os og deltagerne
  • Gennemgang af uddannelse
  • Deltagerne vil få kendskab til;
    – Hvad er tilknytningsterapi i favn?
    – Baggrund og udvikling af tilknytningsterapi i favn.
    – Hvorfor, og hvornår bruge tilknytningsterapi i favn?
  • Deltagerne bliver præsenteret for de forskellige teorier og terapiformer som tilknytningsterapi i favn er udsprunget og inspireret af: Holdingterapi, tilknytningsteori, udviklingspsykologi, neuroaffektiv udviklingspsykologi, og spædbarnsterapi (chok/traumeterapi er næste modul). Særligt Bowlbys, Winnicotts og Sterns teoretiske bidrag vil blive gennemgået.
  • Vi vil gennemgå betydningen af, hvordan relationer, samspil, nærvær og kontakt i barnets første leveår har en afgørende betydning for barnets tilknytning, barnets evne til at regulere sig, samt evne til at indgå i relationer.
  • Deltagerne får en viden om og indsigt i eget første leveår, egne tilknytningsmønstre, og beskyttelsesstrategier samt får introduktion til eget ”indre barn” via gruppeproces og kropslige øvelser.
  • På alle modulerne vil undervisningen blive lagt an på en vekselvirkning mellem teori og praksis samt personligt arbejde. Teorierne og terapiformerne vil blive præsenteret i form af oplæg, diskussioner og film. Praksis og personligt arbejde vil være i form af cases, oplevelsesorienterede øvelser, indre guidede øvelser samt andre kontaktøvelser.

MODUL 2:

  • Her vil deltagerne opnå viden om traumeteori og nervesystem/regulering af tilstande – sanser/følelser/tanker.
  • Samt viden om udviklingstraumer, deres påvirkning og konsekvenser for personlighedsdannelsen og hjernens udvikling og nervesystemets tilstand. Herunder viden om PTSD, Kompleks PTDS og dissociation samt ”det falske selv/ overbevisninger”.
  • Deltagerne vil blive indviet i teoretisk og praktisk forståelse af behandling/terapi ved traumer. Særligt hvad man skal være særlig opmærksom på i tilknytningsterapi i favn. Samt hvordan kan tilknytningsterapi i favn inkludere nervesystem/regulering af tilstande – sanser/følelser/tanker.
  • Derudover vil vi arbejde med deltagernes egen historie med evt. traumer, svigt, brud og manglende omsorg.

MODUL 3:

Her vil de studerende få en nærmere gennemgang af anvendt tilknytningsterapi i favn:

  • Hvordan gør man helt konkret?
     – Indledende fase
    – De 4 faser i terapien
    – Klippen, livshistorien, skamafgiftning, traumearbejde
    – Almindelige reaktioner fra barnet/forældrene
    – Tips til terapeuten
    – Relationen terapeut- klient/forældre
  • Etik:
    – Hvornår skal man ikke lave tilknytningsterapi i favn?
    – Hvornår er det et overgreb/magt?
    – Alternativet?
  • Terapeutens egen tilstand og mønstre
  • Hierarki, familiedynamik, skam
  • Succes, udfordringer og dilemmaer
  • Derudover vil vi med film, øvelser, snak og rollespil gennemgå de forskellige faser i tilknytningsterapi i favn, arbejde med angst/indre modstand, følelsesregulering og udveksling samt tolkning/forståelse af barnets beskyttelsesstrategier.

 MODUL 4:

  • På dette modul vil vi dels samle op fra de forrige moduler, dels arbejde videre med anvendt Tilknytningsterapi i favn i praksis. Vi vil have fokus på: Den Indledende samtale, relationen terapeut – klient/forældre, udfordringer, familiedynamik, søskende jalousi, Overføring/ modoverføring børnetegninger mm. Der vil være rollespil og mulighed for selv at mærke at være i favn.

Certificering: Tre enkelt dages gruppesupervision 

Hver enkelt deltager medbringer en filmet session. Supervision omhandlende succeser, udfordringer og dilemmaer

LITTERATUR

  • Holdingterapi: Af Bent Claësson og Ulla Idorn, 2005 (2. udgave, 2012)
  • Hold om mig: Af Jirina Prekop, 1991
  • Kontiniumbegrebet: Af Liedloff, 2019

Supplerende læsning

  • Fra interaktion til relation: Af Susan Hart og Rikke Schwarts, 2008
  • Den neuroaffektive billedbog: Af Marianne Bentzen, 2014
  • Spædbarnsterapi: Af Inger Thormann og Inger Poulsen, 2013
  • Forældre indefra: Af Daniel Siegel og Mary Hartzell, 2006
  • Spædbørn og deres mødre: Af Winnicott, 2019
  • Den lille tyran: Af Jirina Prekop, 2001
  • Pigen der hoppede ud af sin krop: Af Bodil Claësson, 2014

TEORETISK BAGGRUND

Tilknytningsterapi i favn har teoretiske rødder i holdingterapi, tilknytningsteori/forskning, udviklingspsykologi, chok/traume teori/forskning, familieterapi og spædbarnsterapi.

HOLDINGTERAPI

Holdingterapi har rødder tilbage til den engelske læge Donald Winnicott, som oprindeligt indførte holdingbegrebet som et begreb, der bl.a. omfatter den naturlige måde, hvorpå moderen tager sit spædbarn i favn for at beskytte, trøste og udvise omsorg for sit barn. (Læs mere om Winnicott her). I 70’erne blev pædagogisk holding udformet og anvendt på et canadisk børnehjem, Warrwendale, og senere har den tjekkiske børnepsykolog Jirina Prekop introdureret holdingterapien, som en metode til at få styrende og bestemmende børn og deres forældre i bedre trivsel. Den amerikanske læge Martha G. Welch opdagede, hvordan forældre kunne få kontakt til deres autistiske børn gennem holdingterapi. Inspireret af disse, fik børnepsykiater Bent Claësson holdingterapien til Danmark, hvor den i samarbejde med psykolog Ulla Idorn, psykolog Iver Hecht og psykoterapeut Aase Glad. er blevet videre udviklet. 

TILKNYTNINGSTEORI

Det var den engelske læge og psykoanalytiker John Bowlby, som introducerede tankerne om børns stærke følelsesmæssige bånd til deres primære omsorgsgivere. Disse bånd kaldte han tilknytning. I hans oprindelige teori vægtede han tilknytningen mellem en mor og hendes barn. Senere udvidede han ”mor” til at gælde ”primære omsorgsgivere”. Bowlby mente, at behovet for tilknytning er et evolutionært udviklet biologisk behov, der skal sikre, at børn opholder sig i nærheden af deres mor/omsorgsgivere. Dette for at kunne blive tilstrækkeligt beskyttet og i sidste ende have optimale betingelser for overlevelse.

I Bowlby’s bog: ”A secure base” (1990), introducerede han begrebet ”en tryg base”, som var det relationelle fundament, som tryg tilknytning udsprang fra. Senere optrådte der også begrebet ”en sikker havn”, som Bowlby beskrev som det trygge fundment/relation et barn kan vende nysgerrigt ud i verden fra og vende tilbage til, hvis verden pludselig opleves utryg – og barnet kan føle sig sikker på at få beskyttelse og trøst, hver gang det vender tilbage.

John Bowlbys assistent, udviklingspsykologen Mary Ainsworth, operationaliserede tilknytningsbegrebet, så det blev muligt at forske empirisk i tilknytning og forskellige former for tilknytning f.eks. tryg og utryg tilknytning. Hun betonede kvaliteten af de emotionelle bånd – tilknytningen – og udviklede og arbejde med ”Strange situation”, som var en slags test af kvaliteten af tilknytningen. I det arbejde kategoriserede hun kvaliteten af tilknytningen i 4 kategorier. Den første skelnen hun foretog, var imellem tryg og utryg tilknytning. Hun lavede en kategori for tryg tilknytning, to for utryg tilknytning (ængstelig ambivalent og ængstelig undvigende) og senere kom en kategori for desorganiseret tilknytning til.

Når et barn er omkring 1 år, kan man med ”Strange situation test” bestemme/afgøre dets tilknytningsmønster. Dette mønster har vist sig at være et meget stabilt mønster for barnets fremtidige relationer. De helt tidlige tilknytningserfaringer fungerer således som en slags ”indre arbejdsmodeller”, som Bowlby har beskrevet det, som barnet bruger i alle sine fremtidige nære relationer. Man kan altså forudsige, hvordan et barns fremtidige relationer kommer til at forme sig, ud fra de helt tidlige tilknytningserfaringer. Disse arbejdsmodeller, som også bliver til forventningssystemer, er ikke lette at ændre, men vil dog kunne ske hvis der kommer andre erfaringer med omsorg og relationer igennem længere tid – f.eks. i et terapeutisk forløb.

UDVIKLINGSPSYKOLOGI

Fra udviklingspsykologien er professor Daniel Sterns bidrag til tilknytningsteorierne, bl.a. at han filmede relationer og samspil mellem mødre og børn og afspillede sine smalfilm i slowmotion. Han opdagede derved, at selv spæde børn er meget aktive og ”kompetente” og bidrager mindst lige så meget til samspil, som deres mødre gør. Dermed blev barnet anskuet som en aktiv medspiller i etableringen af tilknytningen.

Daniel Stern opdagede også, at mødre igennem graviditeten kom i en særlig tilstand, som han kaldte ”moderskabskonstellationen”, hvor de bliver udstyret med bl.a. superzonisk hørelse og dermed bliver i stand til at skelne deres barns gråd fra tusindvis af andre babyers gråd. Det er også den tilstand, der får mødre og fædre til at holde ud at blive vækket igen og igen i mange, mange nætter i træk, når deres barn skal have mad eller trøst og stadigvæk elsker deres barn betingelsesløst. Moderskabskonstellationen varer ved, indtil barnet er et år, og tilknytningen er etableret. Det har naturen smart nok indrettet således, at når den tilstand ophører, så er forbindelsen, tilknytningen, det følelsesmæssige bånd mellem forældre og børn etableret – hvis udviklingen er forløbet sikkert og sundt vel at mærke.

Tilknytningsterapi i favn har også teoretiske rødder i den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicotts arbejde og hans beskrivelser af den tidlige spædbarnepleje. Det er hensigtsmæssigt at beskæftige sig med den tidlige spædbarnepleje, fordi spædbarnepleje og tilknytning sker i samme tidsmæssige periode for barnet, og den tidlige spædbarnepleje, som Winnicott skriver om, fordrer tryg tilknytning. Især Winnicotts begreber om ”indlevelse” og ”holding”, som han bl.a. omtaler i sin bog: ”Spædbørn og deres mødre” (1987, Dansk udgave 2019) er centrale. ”Indlevelse” henviser til, at moren eller barnets primære omsorgsgiver bør forbinde sig så tæt med barnet, at hun/han kan indleve sig sanse- og følelsesmæssigt i barnets indre sanse- og følelsesmæssige tilstande og dets intentioner om bl.a. at samarbejde. Dette mener Winnicott sker helt af sig selv, hvis man ikke forstyrrer processen for meget. I forhold til ”holding”, så mener Winnicott, at prototypen på spædbarnepleje er ”holding”. Holding i Winnicotts brug af ordet bør forstås som ikke blot det at blive holdt, men også som det at blive rummet – at blive holdt om, at være i favn, at være beskyttet. Enhver sund mor ved intuitivt og instinktivt, at et spædbarn, som er uroligt, har brug for at blive taget op og holdt. Hun vil gøre dette omsorgsfuldt og kærligt, og barnet vil som regel hurtigt falde til ro. Det har i tusinder af år af menneskets udvikling været en selvfølge, at spædbarnet var i favn og blev båret af moren (eller faderen/omsorgsgiveren). Den nære tilknytning mellem mor og barn, som havde været under graviditeten, fortsatte efter fødslen i form af, at barnet blev båret på morens krop, som man endnu kan se hos såkaldte ”primitive” samfund. En meget smuk beskrivelse af dette kan ses i Jean Liedloffs bog ”Kontinuumbegrebet” (1975, Dansk udgave 2019), hvor hun beskriver en indianerstamme, hvor børn naturligt er i favn og holdes fra fødslen af. Disse børn beskrives som væsentligt mere rolige og mere tillidsfulde overfor omverden end børn i den moderne verden.

I vores såkaldte moderne verden er vi tilbøjelige til at lægge vores børn fra os. De ligger i barnevogn, klapvogne der vender væk fra forældrene, har deres eget værelse, har deres egen seng og kommer tidligt i vuggestue ofte mange timer hver dag, hvor der som regel er mange børn pr. voksen. Desuden bruger børn og voksne meget tid foran skærme – computere, Ipads og telefoner. Småbørnsfamiliers hverdag er som regel tidsmæssigt pressede. Storfamilien er forsvundet, så forældrene er meget alene om ansvaret for børnene, og stresshormoner gør som bekendt mennesker mindre empatiske. Alt sammen ting, som medvirker til, at det er vanskeligt at bevare en tæt tilknytning mellem mor og barn, og medvirker til en potentiel ensomhed hos barnet.

Tilliden til omverdenen og troen på sig selv tager sit udgangspunkt i den nære tilknytning mellem mor og barn. Moren gøres igennem graviditeten og fødslen parat til at sanse, mærke, indleve sig i og forstå barnet og dets behov. Fra den nyere forskning på området ved vi, at det er en meget sårbar og følsom mekanisme, hvor der kan ske stor skade på moderens tilknytning til barnet, hvis der sker en adskillelse af dem i de første dage efter fødslen. Det strider mod enhver naturlig mors inderste følelser ikke at have sit nyfødte barn hos sig. At det fra naturens hånd er sådan, hænger naturligt sammen med, at det spæde barn fra starten er hjælpeløst og ude af stand til at klare sig uden moderens holding. Menneskebarnet er et af de mest hjælpeløse skabninger på grund af sit unaturligt store hoved og den manglende mulighed for selv at søge hen til føden. Uden morens kærlige favntag kommer barnet i en tilstand af panik og angst, som kun kan tilfredsstilles ved igen at blive taget op og holdt.

Winnicott skriver om dette: ”At små børn er udsat for langt alvorligere angsttilstande, end man kan forestille sig. Hvis de bliver ladt alene for længe (timer, minutter) uden velkendt, menneskelig kontakt, får de oplevelser, som vi kun kan beskrive som:

“At gå i stykker.

At blive ved med at falde.

At dø og dø og dø.

At miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt.”

(D. Winnicott: The unthinkable anxiety, 1962)

Det er et betydningsfuldt faktum, at de fleste spædbørn gennemlever de tidlige afhængighedsstadier uden nogensinde at have haft disse oplevelser, og det gør de, fordi deres afhængighed erkendes og deres behov imødekommes, og fordi moren eller den primære omsorgsgiver indretter sin tilværelse efter disse behov.

Med god pleje og omsorg (indlevelse og holding) bliver disse følelser til gode oplevelser, der tilsammen kommer til at danne grundlag for barnets tillid til andre mennesker og til verden. At gå i stykker bliver f.eks. til afslapning og hvile, hvis barnet er i gode hænder; at falde uendeligt bliver til glæde ved at blive båret og den spænding og glæde, der følger med oplevelsen af at blive flyttet rundt og bevæget; at dø og dø og dø bliver til en vidunderlig følelse af at være i live; at miste håbet om fornyet kontakt bliver, når afhængigheden mødes med konstans, til en følelse af overbevisning om, at selv når barnet er alene, er der nogen, der bekymrer sig om det.

At blive holdt er således det modsatte af at falde og det modsatte af at gå i stykker.

Som det fremgår, er det lille barn meget afhængig af moderens evne til omsorg, indlevelse og holding. Denne evne er ikke noget, som kan læres via læsning af fagbøger om spædbarnspleje eller gode råd fra sundhedsplejersken, men det er en evne som ligger latent i alle mennesker. En evne som vil udfolde sig naturligt, hvis der er den fornødne ro og tid til plejen, og hvis ikke den bliver forstyrret af forældrenes egne indre konflikter eller traumer, som kan have rod i deres egen tidlige opvækst og tilknytning.

Udviklingspsykologi beskæftiger sig generelt med at skabe og styrke positiv, sund udvikling i relationerne mellem børn og forældre. Den terapeut som er med i tilknytningsterapi i favn, har fra udviklingspsykologien viden om børns normale udviklingsmæssige faser, niveauer og processer, og hvad børn generelt har brug for i forskellige faser af deres liv med deres forældre.

I en tilknytningsterapi i favn session kan et barn udvise adfærd, følelsesudtryk, tanker eller forståelsesmåder som er regredierede dvs. høre tidligere udviklingsniveauer til. Terapeuten kan bruge sin viden om udviklingspsykologi ved at spørge ind til, hvad der skete i den periode af barnets liv, som barnet er regredieret til. Ofte er der sammenhæng mellem barnets regression og betydningsfulde evt. traumatiske hændelser i den periode af barnets liv.

CHOK/TRAUME-TEORI

Traumeteoriernes bidrag omkring forståelsen af hjerne og nervesystem, og hvilke kropslige processer, der går i gang, når oplevelsen af truet overlevelse indtræffer, bruger vi også i tilknytningsterapi i favn. Terapeuten har kendskab til traumatiske reaktioner hos børn og forældre i deres nervesystemer og i deres kroppe. I tilknytningsterapi i favn bruger terapeuten denne viden bl.a. ved at lægge mærke til barnets og forældrenes kropslige, sansemæssige og følelsesmæssige reaktioner – om de f.eks. trækker vejret afslappet, har spændt, underspændt eller afslappet muskeltonus, stivner i frygt, om der kommer kæmp eller flugtimpulser, parasympatiske kollaps, tilstande af dissociering, tilstande af freeze mm.

Fra traumeteorierne ved tilknytningsterapeuten, at hjernen evolutionært er opdelt i tre: Den autonome del, den limbiske del og den kognitive del i cortex. Udviklingsmæssigt har de tre dele at gøre med sanser, følelser og mentalisering. Cortex har med rationel tænkning, bevidst hukommelse, planlægning og impulshæmning at gøre. Det limbiske system har med følelser, motivation, samspil og relationer at gøre. Den autonome del, også kaldet krybdyr-hjernen, har med sansning, arousaltilstande, regulering og initiering af bevægelsesimpulser at gøre.

Fra traumeteorierne ved tilknytningsterapeuten også, at et traume ikke ligger i selve den eller de hændelser, som giver et barn eller en forælder anledning til et traume. Traumet opstår på baggrund af barnets eller forælderens oplevelse af hændelserne, og traumet er nær forbundet med biologiske og kropslige reaktioner i hjernen og nervesystemet. Når et barn eller en forælder oplever tilstande af traumer, er der samtidig stærke sansninger og følelser forbundet med ”frygt for overlevelse”, ekstrem rædsel, følelser af hjælpeløshed, tab af kontrol og vedvarende alarmtilstande.

Et barn kan opleve enkeltstående situationer/episoder som traumatiske, hvis de føler sig så truede og bange, at deres sansesystem oplever situationen som livsfarlig. Det sker oftest, hvis barnet er alene og føler sig ubeskyttet, mens det oplever situationen/episoden, og det kan blive overvældet, truet eller føle sig fortabt. Nogle forældre kan have svært ved at sætte sig ind i, at deres barn kan have oplevet en situation, som de selv måske oplevede som ”en ok situation”, som livsfarlig – f.eks. hvis barnet var ladt alene kortvarigt, eller forældrene skændtes højlydt, et kæledyr gik bort el.lign.

I tilknytningsterapi i favn hjælper terapeuten forældrene med at indleve sig i, mærke og forstå, at barnets indimellem uforståelige og destruktive adfærd og reaktioner kan have med overlevelse, rædsel, hjælpeløshed, mangel på kontrol at gøre og være barnets forsøg på at skabe beskyttelse.

Et barn kan have udviklingstraumer, som er den type traumer der opstår i et barn, når det vokser op i en familiestruktur, hvor barnet af forskellige grunde er nødt til at være i alarmberedskab, og deres nervesystem er på overarbejde. Måske forældrene ikke kan være forældre på en tilstrækkelig tryghedsgivende måde? Måske er det forælderen, der virker truende for barnet, så der ingen steder er at søge trøst og beskyttelse? Eller hvis tilknytningen mellem barnet og forældrene er blevet utryg eller brudt. Utryg tilknytning og udviklingstraumer går ofte hånd i hånd.

DEN NEUROAFFEKTIVE UDVIKLINGSPSYKOLOGI

Fra den neuroaffektive udviklingspsykologi som den er udviklet af psykologerne Susan Hart og Marianne Bentzen, er vi i tilknytningsterapi i favn optagede af sammenhængen mellem de ældre tanker om udvikling og den nyeste hjerneforskning og viden om nervesystemet. Den neuroaffektive udviklingspsykologi kalder sig selv en tilgang til udviklingspsykologien, der bygger bro mellem udviklingspsykologi, tilknytningsteori og den seneste hjerneforskning. Den neuroaffektive tilgang arbejder ud fra den viden der er om den tredelte hjerne, og ved at arbejde med alle de tre systemer (autonome, limbiske og mentale) i en følelsesmæssig afstemt proces, hvor ”mødeøjeblikke” er det bærende element, vil der ske en integration af disse, samt en udvidelse af de neurale netværk i hjernen.

Den neuroaffektive udviklingspsykologi er optaget af menneskers udvikling af personlighed, sociale kompetencer samt følelsesliv. Den er ligeledes optaget af tilknytningens betydning. Susan Hart hævder, at følelser er ”lim” imellem os mennesker, og at følelser således er forudsætning for tilknytning. Udviklingen af følelseslivet er dermed afgørende vigtig. Hun hævder, at udvikling af følelsesliv foregår i en relationel kontekst, ligesom det meste andet udvikling. Den neuroaffektive udviklingspsykologis fokus er således, hvordan man kan igangsætte udvikling af børn og/eller forældres følelsesliv. Susan Hart bruger begreber som: Den neuroaffektive trekant, windows of opportunities, de affektive kompasser, zonen for nærmeste udvikling, makro/micro-regulering m.m.

I tilknytningsterapi i favn bruger vi den neuroaffektive forståelsesramme, herunder forståelsen af den treenige hjerne samt forståelsen af ”zonen for nærmeste udvikling”, betydningen af ”mødeøjeblikke” mm. Vi bruger den viden der er på området om afstemning, regulering og dosering af kontakt osv. Den neuroaffektive model bidrager med et landkort over, hvor der er flest ressourcer at bygge videre på, og hvor der er flest traumer, som kan hindre, at kontakt mellem barn og forælder kan opstå.

I tilknytningsterapi i favn søger vi at styrke den sanse- og følelsesmæssige kontakt mellem forældre og børn for således at styrke tilknytningen mellem forældre og børn. De fleste af de familier, der kommer til tilknytningsterapi i favn, har et utrygt tilknytningsmønster og gennem terapien styrker vi forældrenes indlevelse i barnets indre tilstande og kompetence til at være en ”tryg favn og sikker havn” for deres børn. Ved mange pålidelige gentagelser af mere tryg kontakt, hvor børnene føler sig set, hørt, forstået, mødt, hjulpet, reguleret, støttet og stimuleret, og hvor der opstår intense mødeøjeblikke, bliver tillid og tilknytningen gradvis mere og mere tryg.

FAMILIETERAPI

Fra det familieterapeutiske felt er vi inspirerede af arbejdet med relationer, mønstre og roller i familien. Relationerne i en familie er særligt betydningsfylde, og det terapeutiske arbejde man gør i familieterapi, har derfor afgørende betydning. Det betyder f.eks. meget for en mor, hvis hendes barn er meget vred på hende og afviser kontakt med hende, eller hvis en far i en familie er stille og indadvendt og børnene ikke ved hvorfor.

I familieterapi gør man sammen det usagte sagt, og afklarer de forskellige oplevelser som familiens medlemmer har af de fælles familiære situationer og tilstande, som familielivet byder på. I familieterapien styrker man familiens evne til sanse- og følelsesmæssig udveksling, og man deler de oplevelser og følelser, der opstår i processen. Forældrene skal opdage, hvis de har sluppet kontakten med deres børn eller undgår at tage ansvar for familiens trivsel og derved overlader ansvaret til børnene.

I familier med større børn er det ofte vigtigt at få italesat mange oplevelser, stemninger, følelser, hensigter, svigt og misafstemninger både i forældrene og børnene. Når børnene hører og mærker deres forældre fortælle om de oplevelser, hvor noget har været svært, kan den vigtige følelsesmæssige og fysiske kontakt genetableres.

I familier med mindre børn er det ofte vigtigt at få børnene tilbage i forældrenes favn, så de kan mærke ”den trygge favn” og deres forældres kærlighed samt at forældrene kan rumme dem, hjælpe, beskytte, trøste, regulere og stimulere, når de har behov for det.

SPÆDBARNSTERAPI

Fra spædbarnsterapi som psykolog Inger Thorman og psykoterapeut Inger Poulsen har udformet den, er der særligt to læresætninger, som vi bruger i tilknytningsterapi i favn. Den ene er: ”Lad aldrig barnets smerte blive glemt” – og i en anden version: ”Lad aldrig barnet være alene med sin smerte”. Den anden læresætning er: ”Alt usagt binder energi”. I tilknytningsterapi i favn bruger vi de to læresætninger på den måde, at terapeuten har dem ”liggende på rygraden” men også mere aktivt, når vi beder forældrene dele sanse-og følelsesmæssige tilstande og oplevelser og fremhæver indlevelsen i hvordan forskellige hænder blev oplevet for barnet.

Vi bruger spædbarnsterapiens metode, når vi eller barnets forældre fortæller barnet sin livshistorie i passende og afstemte bidder og i autentisk kontakt.

Med helt små børn som ikke har udviklet et sprog endnu, har vi erfaring for at spædbarnsterapi er en virksom metode, når barnet har været udsat for traumer eller traumatiske tilstande i familien. Når det lille barn kommer i terapi, hjælper vi forældrene med at sætte ord på det, der var svært eller mangelfuldt. Barnet får fortalt sin historie. Ordene til barnet bringer orden i barnets kaos, og traumet bliver en identificeret del af dets liv.